Kontakt

Designmuseum Danmarks Bibliotek

Adresse
Bredgade 68
1260
København K
Danmark
Designmuseum Danmarks Bibliotek

Designmuseum Danmarks Bibliotek

|
Storkøbenhavn
|
Indrykket 03-12-2019

BIBLIOTEKAR TIL DESIGNMUSEUM DANMARKS BIBLIOTEK

Vi søger en dygtig og engageret bibliotekar til Designmuseum Danmark, der er i rivende udvikling som videncenter, levende arbejdsarkiv og indgang til Danmark som designsamfund.

 

Biblioteket på Designmuseum Danmark er det danske hovedfagbibliotek for designfeltet. Vi stiller viden, information og dokumentation om kunsthåndværk og design til rådighed for et professionelt og mangfoldigt publikum. Vi søger nu en ny dygtig kollega, der vil være med til at styrke bibliotekets centrale rolle i museet, der i mere end 125 år har haft som opgave at samle mennesker om godt design og innovativ formgivning.

 

OPGAVER OG KOMPETENCER

Du vil indgå i et tværfagligt team på biblioteket og samarbejde på tværs af huset. Dine primære arbejdsopgaver vil være:

 

1/ Katalogisering: Katalogisering af bøger og tidsskrifter

2/ Læsesalsvagter: Betjening, vejledning, emnebestillinger

3/ Deltagelse i bogvalg

4/ Undervisning af vores mange biblioteksbrugere

 

Kompetencer

  • Du er uddannet bibliotekar DB eller cand.scient.bib.

  • Du er tryg ved at tænke i og arbejde med nye digitale løsninger såvel som vores originale historiske materiale.

  • Du kan indgå i arbejdet med at synliggøre og kommunikere bibliotekets forskelligartede tilbud på nye formidlingsplatforme, sociale medier mv i samarbejde med museets kommunikationsafdeling.

  • Du har digitalt flair og solide IT-kompetencer og kan bidrage til tværgående digitale projekter.

  • Fagligt engagement, kendskab til designfeltet, motivation for god brugerservice samt evne til samarbejde vægtes højt, ligesom det forventes, at du kan netværke med bibliotekets mange brugere og kan omsætte overordnede mål til konkrete handlinger.

  • Du er udadvendt og opsøgende i din tilgang, og du trives med at være involveret i mange forskelligartede projekter og opgaver.

  • Interesse for at indgå i museets tværfaglige samarbejde om læring og formidling.

 

OM BIBLIOTEKET

Biblioteket indgår i det interurbane lånesystem og bruges både af det almene publikum og en bred vifte af studerende, designere, kunsthåndværkere og forskere og museets besøgende. I dag arbejder vi i bibliotekssystemet ALEPH, men overgår inden for de kommende år til et nyt system.

Vi vægter den gode brugerservice højt og har en uformel omgangstone.

 

OM STILLINGEN

Stillingen er på 37 timer om ugen. Tiltrædelse snarest muligt.

Løn og ansættelsesvilkår efter aftale.

 

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder og bibliotekar Astrid Hunov telefon 25 72 00 75 eller e-mail: ah@designmuseum.dk.

 

Ansøgning (max. 1 s.) med CV (max 1 s.) og dokumentation for bibliotekaruddannelse sendes elektronisk senest torsdag d. 19. december kl. 12.00 til HR-chef Henriette Falkenberg, e-mail: hfa@designmuseum.dk

Vi forventer at holde samtaler i uge 3, 2020.

 

 

OM DESIGNMUSEUM DANMARK

Designmuseum Danmark er landets nationale museum for design og kunsthåndværk og en fuldt integreret ABM-institution. Museet har samlinger fra Vesten, der tidsmæssigt strækker sig fra renæssancen til vor tid, og dertil kommer betydelige samlinger fra især Kina og Japan. Med Strategiplan 2017-2020 har museet søsat en række ambitiøse initiativer, der bl.a. indbefatter produktion af store forskningsbaserede udstillinger, en dynamisk udstillingspraksis, hvor den righoldige samling i højere grad kommer i spil i skiftende udstillinger samt et ønske om at nå ud til et bredere publikum med vedkommende og engagerende udstillinger og aktiviteter.

 

Museet er midt i en rivende udvikling, hvor besøgstallet er femdoblet i de senere år og interessen for museets fagområde er stærkt stigende nationalt og internationalt. Intentionen er at nytænke og udvikle museets vigtige rolle i samfundets udvikling.


Praktisk information
Oprettet:
03-12-2019
Udløber:
19-12-2019
Kviknummer:
LJA-77987197
Jobtype:
Fuldtid
Arbejdsområde:
Bibliotek og information